HJEMMEFØDSEL- En fars opplevelse
Vi fortalte med begejstring hvad vi havde været igennem til barneplejersken, som med et par klap på mine kinder stoppede mig med orderne ”nu har du sagt fantastisk fem ganger"
Nogen siger at man ikke er en rigtig mand før at man er blevet far. Jeg har ikke helt forstået dette før jeg for et par måneder siden selv blev far til en velskabt pige. Oplevelsen blev endda stærkere fordi fødselen ikke foregik på sygehuset, men hjemme i eget hus; lidt i badet, lidt i entreen og mest i soveværelset. Dette er ikke for alle – selvsagt. Nogen ønsker trygheden fra hospitalet og nogen har ikke et normalt svangerskab, som tilsiger en hjemmefødsel. Men for sådanne som os, en vordende mor, som ikke kan lide hospitaler og en kommende far, som stiller op for sin hustru, var en hjemmefødsel det højeste ønske (og ”eneste” alternativ). En hjemmefødsel kræver sin mand, på et sygehus kan han stikke halen mellem benene eller besvime uden at det får noget at sige for fødselsforløbet.
Jeg måtte forberede mig mentalt og praktisk på det som skulle ske, nok mest mentalt. Der verserer en hel del ammestuehistorier, som man må lægge øre til når man kundgør den forestående fødsel. De kan være så udpenslende at de kan fungere som et ganske udmærket præventionsmiddel. Jeg måtte gå nogen runder med mig selv og se adskillige youtube videoer om hjemmefødsler, før det mentale var på plads. Egentlig først helt på plads et par dage før fødselen. En bekendt af os, som vi mødte tilfældigt på en koncert to dage før termin, fortalte at alle hans tre børn var født hjemme for ”hvorfor skulle de fødes på et ”sygt hus””. Et godt point og til eftertanke. Mit barn og min kone skulle i hvert fald have det bedste. Da gør det ikke noget at det koster lidt både mht. økonomi, tid og forberedelser. En af mine kolleger fortalte mig desuden at han og hans otte søskende alle var født ude i bushen og når man tænker efter så er det vel egentlig relativ få af de nulevende 7 milliarder mennesker som er født på sygehus.
Helsestationen var bekendt med en jordmor, som foretog hjemmefødsler. Hende kontaktede vi og blev inviteret til en konsultation. Lisbeth, som jordmoren hed, viste sig at være en yderst sympatisk og kompetent person, ligeså hendes kollega Andrina, som vi blev kendt med senere. Det må være noget med håndværket, som gør det, for alle de jordmødre vi mødte på hvor vej i behandlingssytemet var venlige mennesker og nede på ”jorden” – måske deraf titelen. Vi skiteserede for hende hvilke tanker vi havde gjort os. Hun stillede de rigtige spørgsmål og fik os til at overveje flere aspekter vi ikke umiddelbart havde tænkt på. Alle ønsker vedrørende fødsel skulle vi nedskrive i et brev stilet til jormoderen. Det lod jeg være op til min kone. Faktisk skrev hun også et brev til mig med alle ønsker og ordre – nok mest ordre.
På ultralydsundersøgelsen i uge 18 fortalte vi jordmoren på sygehuset at vi ønsket hjemmefødsel. Derfor blev der sat op en ekstra undersøgelse et par uger før termin, for at være sikker på at alt var ok. Sundhedsvæsenet virkede ikke helt begejstret for hjemmefødsel og både en jordmor og en læge tilknyttet sygehuset forsøgte at tale os fra det for; ”sådan var deres rutiner i forbindelse med de undersøgelse de havde foretaget”. Jeg har en følelse af at sygehusene ønsker fødslerne hos dem for at kompensere for alle som dør i deres varetægt! Heldigvis har vi alle et frit valg i en behandlingssituation. Vi afdækkede et par fejl i forbindelse med undersøgelserne og sygehusets rutiner og deraf forstod de nok at vi var velinformerede og vidste hvad vi gik ind til.
På den anden side var vi heller ikke fanatiske med at fødselen skulle foregå hjemme, så en taske var klar hvis vi skulle indlægges akut. Desuden udnyttede vi muligheden for at befare fødeafdelingen, så vi kunne vide hvad der ventede os der. Nuvel, tilbage til forberedelserne og konsultationerne. Vi benyttede os både af jordmoren og fastlægen til undersøgelser undervejs i graviditeten. Konsultationen hos Lisbeth gik hovedsagelig med at snakke om hjemmefødselen og lytte til hjertet på fosteret. En tjekliste blev også udleveret så de praktiske ting kunne være parat. Det praktiske bestod egentlig i at have en sort sæk klar til moderkagen, samt nogen stiklagner og pampers for voksne. Dertil kommer naturligvis babyudstyr til de første dage efter fødsel. Op mod termin kom både Lisbeth og Andrina på hjemmebesøg. Vi gennemgik vores ønsker med dem og de tjekkede forholdene i huset. En kontrakt blev underskrevet mellem parterne. Et af kontraktpunkterne bestod i at hvis jordmødrene ikke anså det for forsvarlig at gennemføre fødslen hjemme pga komplikationer skulle vi overføres til sygehusets fødeafdeling. Desuden forpligtede de sig til at stå til rådighed to uge før termin og tre uger efter termin for opfølgning og kontrol. 6000 kr ville dette koste plus 400 kr pr konsultation. Af disse får man refunderet 1780 kr fra myndighederne. Et beløb som desværre har stået uændet i mange år! Således er det ikke nogen økonomisk fordel at føde hjemme. Gladeligt havde jeg betalt det samme igen for den oplevelse det skulle vise sig at være.
Plukveerne startet på termindatoen 21. August lidt over kl 19 og tog til i styrke. Da det blev 3-4 minutter mellem veerne ringede vi til Lisbeth. Vi skulle vente og se tiden an. Slimproppen skulle gå først. Den kom ved halv ti tiden. Lisbeth kom en time efter. Min kone var da begyndt at hænge i vores trappe og gyngede frem og tilbage i gælinderet for at arbejde med veerne. Hun var dygtig, skulle tro at hun havde født fler gange før. De tog til i styrke og jeg måtte begynde at bruge akkupressur som smertelindring. Vi havde læst om dette og havde øvet os på teknikkerne. Ikke sådan ægte hårdt, da nogle akkupressurpunkter kan sætte fødselen igang. Badekaret blev fyldt op så min hustru kunne sætte sig ned i varmt vand for at tage toppen af veerne. Vi var igang hele natten – op og ned i badet, hænge i trappen, ligge i sengen, uden at det skete det store. Det begyndte at blive bekymrende over middag den 22. August, ingenting skete eller det gik for langsomt. Jordmoderen målte manuelt om livmorhalsen var åbnet tilstrækkeligt. Det var den ikke. Akkupunktur blev forsøgt, men nåle er ikke en succes hos min kone, mildest talt og Andrina måtte fjerne den igen. Akkupressur blev brugt mere intenst og Andrina forsøgte med homeopatisk medicin. Jeg må nok indrømme at jeg ikke tror på virkningen af dette. Som kemiker strider det mod min (og kemiens) nuværende forståelse. Men så længe der ikke er noget hokus pokus i behandlingen var det ok og bruge det for vores del. Min kone var ved at være træt og hun ville ikke tage til sig nogen form for næring. Jeg kunne se jordmødrene tale lavmælt og med bekymrede miner med hinanden. De snakket med mig om at min kone måtte spise, ellers måtte hun ind på sygehuset. Jeg måtte tvinge hende, simpelthen. Hun fik noget frugtsaft, det var alt, men ikke optimalt. Vi nærmet os kl 16. Livmoderhalsen havde åbnet sig lidt mere, men langt fra nok, og min kone blev mer afkraftet. Ikke noget kritisk, for hun var meget nærværende: ” hent en pude til Andrina så hun kan sidde lidt bedre” og ”tænd viften så vi kan få luftet lidt”. Tænk engang, veer og så tænke så klart!? Jeg kunne vel egentlig ikke vente andet af en kvinde som har lært at finde mad i naturen og betjene en AK-47 som barn. Sej, det er hun. Barnet ville ligesom ikke ud. Jordmødrene kunne sit fag. Manuelt prikkede de hul i fosterhinden for at stimulere yderligere dannelse af oxytocin og det gjorde trikket. Livmoderhalsen åbnede sig yderligere og jeg åndede lettet op. Så ikke ud til at sygehuset blev nødvendig alligevel. Dramatikken var ikke slut. Veerne kom oftere og jeg måtte om bag min kone for at holde hende oppe på benene mellem veerne og få hende i hug stilling når et presseve kom. Igen stoppe fødselen op. Jeg måtte tvinge energidrik og druesukker tabletter i hende. Hun fik flere krafter men barnet kom ikke længere af den grund. Jordmødrene måtte atter vise sit værd. Fungerede dette ikke måtte vi ind på fødestuen. ”Dette kommer til at gøre ondt” var beskeden og jordmoderen manøvrede manuelt livmodermunden over barnets hoved. For hver ve der kom nu, blev barnet skubbet to cm frem og et tilbage. Jeg fik ondt i ryggen. Løfte kone og barn op og ned for hvert ve, samtidig som jeg trykkede på et akkrupressurpunkt ved samlingen mellem tommel- og pegefinger. Jeg bør ikke klage, mit job var et bijob. Det arbejde min hustru gjorde, det var sager.
22.08.2012 17:09 lød det sidste højlydte voksne skrig og blev efterfulgt af et skrig fra underlivet. Vores datter var blevet født. 3260 gram var en passende størrelse når man tager forældrenes størrelse i betragtning. 4 dage efter havde Danica taget 80 gram på og seks uger efter dette igen 1310 gram. Skræmmende vægtforøgning. En ekstrapolering af disse data viser at min datter vil veje mere end mig når hun bliver 6 år! Med andre ord, så mistede hun ikke nogen fødselsvægt og kom fra gennemsnitsvægt til første kvartil på 6 uger. Min egen subjektive mening om dette er at mindre stress for mor og barn ved hjemmefødsel har været den udslagsgivende faktor. Og så er det mikrobielle miljø uforandret - før, under og efter fødsel. Ingen ”patogene sygehusbakterier” her.
Vi måtte en tur indenom poliklinikken for den obligatoriske test af vores datters funktioner. Vi fortalte med begejstring hvad vi havde været igennem til barneplejersken, som med et par klap på mine kinder stoppede mig med orderne ”nu har du sagt fantastisk fem gange”. Jeg har forsøgt at undgå dette ord ”fanstastisk” i denne artikel, selvom det havde været nokså beskrivende for hele oplevelsen. I stedet for vil jeg afrunde med at hvis vi skal have barn nummer to, så bliver det hjemmefødsel igen. Og jeg håber de samme to jordmødre atter vil stille op og gentage succesen.
